You’ll never know until you go

Vi er kommet til Malaysia, nærmere sagt Kuala Lumpur. Egentlig en spontan beslutning taget onsdag morgen. Vi stod mellem valget om at blive i Cambodia eller flyve til et andet land. Vores visum til Vietnam gælder fra d. 8. November og en måned frem, så vi havde ikke muligheden for at tage derhen endnu. Jeg følte at vi havde oplevet Cambodia, i hvertfald for nu, og vi undersøgte derfor hvad der kunne svare sig for os, økonomisk set. Vi havde muligheden såsom Burma/ Myanmar, Singapore eller Malaysia. Det blev så til Kuala Lumpur, og vi bestilte da også lige flyet under lidt tidspres (klokken 12:30, flyet lettede kl. 18:00. Og vi skulle liiige nå Russia Market inden da). Men som I nok kan regne ud, så nåede vi det hele! 😉
Er du et vrag ligesom mig (høhø), skal du måske ikke læse med. Eller måske skal du?

Turen går til: S21 Fængslet og The Killing Fields

Puha, sikke en rædsel. Men, jeg må nu altså sige… At jeg havde glædet mig rigtig meget til de her oplevelser. Jeg synes det er super interessant, men jeg kan dog også fortælle, at vi hyggede os ikke ligefrem og der var da også nogle øjeblikke hvor jeg faktisk havde decideret kvalme.
Det er egentlig svært at forklare hvordan man helt føler under de her “attraktioner” som det jo egentlig er blevet til efterhånden. Man føler sorg og frygt og samtidig en smule glæde eller nærmere stolthed over at se, at Cambodia er kommet så langt efter de rædsels år de har haft.
Jamen hvorfor frygt, Michelle? – Det er ikke en sådan frygt, at man er bange for at det kommer igen eller lignende. Men det er simpelthen så skræmmende at tænke på, da det her altså skete for få år siden! Vi snakker at den her ‘Khmer Rouge’ sluttede i 1979! Det synes jeg er meeeget tæt på. Og Pol Pot’s sad der endnu længere, vidst nok til omkring 1997? I mellemtiden har der så været krig med bl.a. Vietnam. Han var én led mand, ham Pol Pot.
Hvertfald så døde der op i mod 2 millioner mennesker under Khmer Rouge, der dengang var 1/4 af alle indbyggere i Cambodia. Men også nogle europæere og australiere døde under det regime.

S21 Fængslet

Vi havde en tuk tuk driver på hele dagen, da vi havde aftalt at se både S21 (som idag hedder Tuol Sleng Prison (Tuol Sleng Genocide Museum)) og Killing Fields. Vi startede i fængslet, hvor man fik et par høretelefoner og havde derefter en guide i ørene. Her fulgte man så nogle forskellige stops, hvor man så kunne trykke play for at høre hvad han havde at fortælle om netop dette stop. Dét var klart det mest uhyggelige sted af de 2. Lidt svært at skulle beskrive det. Måske var det historierne der gjorde det uhyggeligt, men man fik også set en masse billeder af ofrene (alle der kom til fængslet fik taget et billede med et nummer, herefter blev personen kun kaldt for det nummer de nu engang fik (deres navn blev ligesom “slettet”). Man kunne se hvor de blev tortureret, sov, “gik i bad”, osv. Det første du bliver mødt af når du træder ind på området ved fængslet, er en fin “have” hvor man tænker, at selvom bygningerne er dækket af pigtråd ser der egentlig forholdsvist pænt ud (hvis man ser bort fra de oprejste hvide kister midt på plænen). Men det er slet ikke virkeligheden. De forskellige ting vi tænker er pynt såsom krukker og “pull-up stænger” er redskaber til tortur. Krukkernes indhold var alt “godt” fra kloakken (især afføring), som ofrene blev sænket ned i med hovedet først, inden da var de blevet hængt i armene i et “galge” lignende redskab indtil de mistede bevidstheden. Reglen hed dog, at ofrene IKKE måtte dø af torturen, for det hele skulle jo dokumenteres og jeg ved ikke hvad. Føj!
Undervejs i fængslet hænger der nogle malerier som en tidligere indsat har malet. Han har selv oplevet alle de her ting, men fordi han var maler kunne han bruges i fængslet. Han boede derfor i en anden bygning end nogle af de andre. Da vagterne på et tidspunkt flygtede og skulle nå at dræbe en masse indsatte og brænde dokumenter, nåede ham her maleren at flygte. Sidst på rundvisningen sad der et par af de indsatte og solgte deres bøger. Dét var maleren, den ene af dem. Gæsterne var tydeligt berørte efter en samtale med én af disse mænd. Jeg selv havde ikke nerver til at høre deres historie. Jeg gik derfra med en kvalmende fornemmelse, med tanke på deres skæbne. Benjamin var også meget berørt af denne oplevelse, at man nærmest er lidt mundlam.

img_4765

img_4755

img_4757

img_4761

img_4752

img_4754

img_4751

The Killing Fields

Killing Fields ligger forholdsvist langt væk fra byen. Så det tog et godt stykke i tuk tuk at køre derud. Denne tur indeholdt også dårlige veje, fattige hjem, og en masse mennesker der overglor på én. Har jeg forresten nævnt hvor meget man bliver begloet? Det er helt vanvittigt! Det er som om, at de aldrig har set et hvidt menneske før. Det er ikke kun ude hvor kragerne vender, men også inde i byen. Både i Siem Reap og Phnom Penh. Man bliver dog vant til at ignorere det.
Da vi ankom fik vi også en audio guide med i prisen. Vi valgte af se en 15 minutters kort film om Khmer Rouge inden vi begav os ud på ruten. Sørgelig film, ja, men sindsygt dårlig produceret. Benjamin nævnte at han var lige ved at smågrine til sidst fordi den var så dårlig.
Det der er med The Killing Fields er at der ikke er specielt meget at se der. Det er en kæmpe grund, men ligner mest af alt en park. Det er selvfølgelig ikke realiteten, fordi over 1 million mennesker blev dræbt og begravet her. Der står en Stupa midt i det hele, som er en bygning af en art, der ofte indeholder rester af munke eller nonner. Den bliver brugt til at kunne meditere. Her er det så rester af ofrene under Khmer Rouge der er. Den indeholder tusindvis af kranier og knogler i alle former. Man kan vise sin respekt ved at ligge en blomst eller tænde en røgelsespind.
Der er fordybninger overalt på pladsen, det er her mange er blevet begravet. Man bliver også advaret overalt om at man skal passe på knogler der kan ligge hvor man går. Vi så ikke så mange, men der var nogle, og der lå også tøjrester et par steder. Den grønne sø der ligger bagerst på pladsen indeholder stadig en del menneskerester. Menneskerne der styrer den her plads har valgt at lade dem få fred på bunden af søen istedet for at tage dem op.
I audio guiden fik man lov til at høre nogle historier fra personer der havde oplevet virkeligheden i denne grusomme tid. Bl.a. var der en der så sin fætter blive dræbt lige foran ham. Noget jeg synes der var specielt uhyggeligt var, at de indsatte blev kørt ud til The Killing Fields troede de skulle til en nyt sted og bo. Sådan skulle deres skæbne desværre ikke være. For de kom dertil for at dø. Så vidt jeg husker kørte der minimum én lastbil fyldt med indsatte til Killing Fields om ugen. Måden de blev dræbt på var ikke med pistol, da dette kostede for mange penge for patronerne, så de havde en masse redskaber. Hver gang der var en ny gruppe der skulle dø, blev der spillet en sang på deres højtalere, for at folk ikke skulle fatte mistanke ved skrigene. Skrækkeligt!
Vi tog ikke så mange billeder undervejs selvom man godt måtte, men vi følte os lidt malplaceret med et kamera i hånden. Men tag et kig på det vi har taget.

img_4801

img_4796

img_4795

img_4794

img_4792

img_4790

img_4787

img_4786

img_4784

img_4781

img_4773

img_4772

img_4769

Ankommet i Malaysia

Malaysia er 1 time forud end Cambodia, så vi ankom ca. 21 lokal tid. I vores fly var der skærme på alle sæder, men så uheldig som jeg nu er, virkede kun det ene stik til lyden, så jeg var så heldig at se Me Before You med lyd i venstre øre 🙂 Det tog ca. 1 time og 30 minutter at flyve hertil, så alt godt 😉 Dertil kom taxaturen ud til lufthavnen som tog 50 minutter ca. Taxaerne hernede har lidt svært ved at finde vores hotel fordi det næsten er helt nyt. Ude foran hotellet blev vi mødt af minimum 100 malaysiere rende frem og tilbage med deres mobil i hånden. Vi tænkte, at det var da lidt mærkeligt fordi mange af dem løb forvirret rundt. Men så gik det op for os at de var på Pokémon jagt 🙂 Det er åbenbart et helt perfekt sted at spille Pokémon haha. Jeg skal da også ærligt indrømme at jeg lige blev revet med i et par minutter, for tænk nu hvis der var en sjælden én. hahaha. Men vi måtte hellere komme ind på hotellet. Virkelig søde og snaksaglige receptionister. Fint område og tæt på metroen som koster ca. 2-4 kr. pr. tur.

En tur i biffen

Torsdag tog vi ind til KLCC hvor Petronas Twin Towers ligger. Bagved ligger der en dejlig stor park som vi lige gik en runde i. Ellers brugte vi dagen på at gå lidt i det kæmpe shopping center, købe billetter til Petronas til dagen efter (jeg fik 17 MYR i rabat fordi jeg har et studiekort der gælder til næste år, win!), og spise Nandos. Om aftenen havde vi købt billetter til at gå i Biografen i centeret (Suria Shopping Center). Benjamin havde bestem filmen; vi skulle se Marvels Dr. Strange. Jeg havde ingen forventninger til den, men glædeligt overrasket. Vi synes begge at det var en helt fin film, og blev glædeligt overrasket over at se Mads Mikkelsen spille en stor rolle. Vi var ude af biografen og nede i metroen 00:33. Det sidste tog var kørt 00:30. arghhh. Nå ind i en taxa og hjem.

img_4855

img_4831

img_4829

img_4843

img_4845

Petronas Twin Tower

Vi skulle først op i Petronas kl. 16:15, så vi fik udforsket vores område omkring hotellet lidt mere. 5 minutter gåtur ligger China Town og Central Market. Der fik vi kigget lidt og ellers bare gået lidt rundt. Vi skulle være ved Petronas 15 minutter før vores tur begyndte. Vi startede på Skybridge, som er den bro der går mellem de 2 tårne. Det var på 36. etage. Her fik vi ikke mere end 10-12 minutter før vi skulle videre. Op til 86. etage. Det var 370 meter oppe i luften. Wauuuuw sikke en udsigt! Desværre var det lidt diset i horisonten, men det var virkelig smukt! Klart et besøg værd. Men en negativ ting er at det er en alt for kort tur. Selvfølgelig kan ikke have folk rendende uafbrudt, men turen varede i alt måske 40 minutter.

img_4862

img_1411

img_1406

img_1401

img_1381

img_1373

img_1371

img_1368

img_1359

img_1325

img_1322

img_1312

Penang liiige om lidt

På mandag flyver et smut til Penang, Georgetown. Dét glæder vi os til at opleve, da Georgetown er på UNESCO’s World Heritage Site. Det skal nok blive godt. Og så har vi også fået booket flybillet til Vietnam som vi smutter til d. 9. November.
Vi har faktisk fået mange spørgsmål om vi ikke er lidt trætte af alle de oplevelser hele tiden og svaret er et stort rungende nej! 🙂 Til gengæld er vi virkelig trætte af at spise ude hele tiden. Jeg vil bare rigtig gerne have en portion havregryn snart! Men på Bali regner vi med at leje en lejlighed eller et hus, så der kan vi se frem til lidt hjemmelavet mad.

So long!

// Michelle

9
Skriv en kommentar

avatar
6 Comment threads
3 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
2 Comment authors
SanneMichelle Recent comment authors
Monica
Gæst
Monica

God beretning. Du skriver virkelig spændende 🙂 det er sjovt at følge jeres rejse. Hvis i mangler inspiration, har jeg hørt at det skulle være fedt at se denne statue: Lord Murugan-statuen, Gombak, Malaysia. Den ser vild ud.
Skal hilse fra den lille mand. Han sover middagslur nu.

Monica
Gæst
Monica

Vildt fedt billede for øvrigt af tårnene øverst! Ser cool ud med lysene i bunden.

Monica
Gæst
Monica

Okay sidste spam.. når i kommer til Bali, så spis en frokost ved Hanging Gardens. Okay, det skal vidst være lidt dyrt, men det ser jo så lækkert ud! Man kan vidst godt komme forbi og kigge og området skulle være supersonligt flot.

Anonymous
Gæst
Anonymous

Du er godt nok dygtig til at skrive/fortælle om jeres oplevelser. Ser frem til næste afsnit
fatter

Marilyn
Gæst
Marilyn

Igen en fantastisk beretning. Der er en spooky person bagved Benjamin på det billede hvor han sidder og spiser

Sanne
Gæst
Sanne

Ihhh sidder lige herinde på arbejdet..og ville sende Jer en hilsen … prøvede igen i dag at læse beretningerne fra S21 fængsel og Killing fields..men min sjæl er bare ikke til at læse færdigt..jeg sidder med tårer i øjnene ..her inde på los office- det er ikke til at holde ud at tænke på hvordan mennesker behandler hinanden ..i frygt og desperation og også overlevelse,,, bare vi dog kunne ændre verden 🙂 <3 .
For filen hvor er der en skøn fortæller i disse oplevelser..også selv de svære oplevelser..det er på den måde vidunderlig læsning, vidunderligt indlevende..man er der jo nærmest selv…tak for beretningerne, ja også dem der gir ondt i hjertet.
Jeg glæder mig virkeli over jeres tur og alle jeres oplevelser..hvor fedt at vide at I drøner rundt og får 'livs-rygsækken' fyldt. Sender jer mange varme tanker og uendeligt mange knuser… <3 <3 <3..læser vid'r når jeg ikke er ked af det 🙂
Annette og jeg har malet lofter og træværk inde i lejligheden, der bliver bare så fint..Inger og Jørgen har dog også været der…i aften og i weekenden , bliver der flyttet lidt ind. Rasmus går på skole 3. og 4. hovedforløb.., som han er glad for ..han har heldigvis fået sig en god lære der kan det der med at forklare ting på flere måder :-). KNUS <3