Choose to be optimistic // Rockhampton

Man må nok sige der går længere imellem indlægende her på sidste del af rejsen, hva? 😉 Der er ikke rigtig nogle undskyldninger andet end at vi har prioriteret at slappe lidt af i hovederne om aftenen istedet for. Og så har der heller ikke været det bedste internet til at sidde og skrive. Vi har til gengæld fået set en halv milliard tennis kampe! Haha. De viser jo selvfølgelig Australia Open hele døgnet, så der er nok kampe at se af. Om ikke andet, så har vi været i 5 byer siden sidst, så det vil jeg fortælle lidt om i indlægget her (hvad ellers? haha).

Byron Bay

Efter Port Macquarie kørte vi til Byron Bay hvor vi havde 4 nætter. Jeg tror vi havde forventet at byen var lidt større end den var, men den var virkelig hyggelig. Det jeg specielt synes var skønt ved byen, var de unikke butikker der var der. Hvertfald nogle af dem! Selvfølgelig er der souvenir butikker, men der er også søde hyggelige butikker, som er lige efter mit hoved, med fine unikke ting og en masse smukke duftlys 😉
En lille dårlig oplevelse skulle der også være da – for da vi efter en del timers kørsel endelig nåede til Byron Bay (Ballina som er byen vi boede i), ankom vi til det motel vi skulle bo på.. Troede vi! Det første de sagde var at der ikke var flere der skulle checke ind idag, men det kunne jo ikke passe, for vi havde betalt for 4 nætter. De fandt så frem til at vi havde booket en måned for tidligt. Så istedet for januar havde vi booket datoerne i februar. Bum! 1300 kr. spildt der. Og det var endda et godt tilbud vi fandt, fordi resten af motellerne var virkelig dyre. Det gjorde os lidt frustreret, for klokken var vel at mærke 18, og vi var ikke lige i humør til at sidde og glo på moteller nu. Vi tog det første og det bedste til 2600,- for 4 nætter. Øv! Men der var en lækker pool og vi fik spillet lidt tennis som jeg var ret god til 🙂 Benjamin var ret dårlig! haha.
Ellers var vi på stranden og kigge rundt i byen. Der var bragende varmt, så man bliver ret sløv af den varme! For jeg kan godt fortælle jer, at det er blevet varmt efter vi er kommet nord på! Det kan godt være at vores vejrguide siger 31-33 grader, men i nyhederne siger de ca. 36 grader. Prøv lige at forstille jer hvor varmt det er når der ikke er én sky på himmelen og ikke engang en lille vind. Bilen siger også 38 grader, dét tror vi mere på!

Gold Coast / Surfers Paradise

Herefter gik turen til Gold Coast hvor vi havde booket 2 nætter hos et par. Det var et stort område med en masse lejlighedskomplekser og så var der ikke mindre end 5 pools rundt omkring. Vi prøvede den store pool som var dejlig. Værelset vi boede på havde kun en fan (vifte ventilator ting ting), og altså ikke air-condition, og her må jeg indrømme, at dét var ikke til at holde ud. Jeg har det virkelig varmt, virkelig hurtigt, hvor Benjamin er anderledes, så jeg synes det var uudholdeligt, men her synes Benjamin altså også det var for varmt. Da vi bookede resten af overnatninger resten af turen, så sørgede vi for at der var aircon 😉 38 grader undenfor lyder måske lækkert for jer derhjemme, men i et lille lukket værelset er der ikke sjovt!
Vi var et par gange henne i byen Surfers Paradise – af navnet – en rigtig surfer by. Men også en rigtigt turist-badeby. For mig at se, kunne den lige så godt ha’ ligget i en spansk strandby. Efter Asien bliver vi vidst aldrig helt vant til det når der er turister overalt. Men vi synes overordnet at det var hyggeligt. Vi fik også spist god italiensk mad, dog var deres service en smule mærkelig. Det er en virkelig populær restaurant, så du bliver først vist hen til et venteområde hvor vi sad i måske 10 minutter. Så er det tid til at få bord. Jeg gik op og købte drikkevarer til os, da man købte det et seperat sted, og Benjamin gik derfor op og bestilte vores mad. Den måde de så gør det her på, er at lade folk stå i kø, så ved hver kunde skal de stå og lave deres mad FORAN kunden. Så kunden står og ser på imens maden bliver lavet, alt imens køen bagved bliver længere og længere fordi det skal gøres ved hver enkelt kunde. Så så man os, jeg sad ved bordet og ventede, Benjamin stod i kø. Denne proces tog over 1 time (!). Hold op det var kedeligt bare at sidde alene og glo ud i luften, samme med Benjamin. Ikke et sted vi gad at komme igen, selvom maden var god.

Tid til Brisbane

Brisbane Brisbane Brisbane… Just another big city. Men okay, jeg vil så også sige, at vi havde nogle gode dage i Brisbane. Vi havde booket 3 nætter i en fin lejlighed med en ret fin udsigt. Der var pool og fitness, poolen skulle vise sig at være super trist, men vi fik benyttet os af fitness, som var ok. Heller ikke mere end det 😉
Vi boede lidt ude for midt centrum, og det var helt umuligt at skulle køre rundt der, så den parkerede vi ved lejligheden i 3 dage uden at bruge den. Så kunne vi vælge at gå til centrum eller tage toget, det ene tog 1 time og det andet 40 minutter. HVEM gider bruge 40 minutter på tog og SAMTIDIG betale for det, når man kan gå på næsten samme tid? I hvertfald kan I nok forstå at vi derhen 🙂 Vi fik både gået i den botaniske have, set Brisbane bogstaverne, den fake strand (det er en strand de har “bygget” i centrum, da der ikke er nogle strande i nærheden af Brisbane, kun en stor flod man ikke kan bade i) og set de store bygninger og shoppestederne (vi shoppede ikke, men vi gik igennem). Turen var “kun” 14 km. men det synes jeg nu er meget godt når man tænker på hvor meget vi har set. Og så har vi virkelig gode sko, som kan klare alt! 🙂 Lidt billedespam fra Brisbane:

Steve Irwin Zoo

Også kaldet Australia Zoo. Jeg havde faktisk glædet mig ret meget til denne Zoo, fordi jeg tænkte at den måtte være god når det nu var i Steve Irwins navn. Jo ja, jeg synes den var ret fin, og det virkede som om at der var plads nok til alle dyrene. Alligevel stod man med en følelse af ubehag, for at nævne et par af tingene vi nok ikke var helt enige i skulle foregå: Der var kamel-rideture, man kunne også gå tur med en tiger. Altså allerede der ringede vores klokker, for det er jo så unormalt som noget kan være. Selvfølgelig er denne tiger blevet dopet med SÅ mange ting for at være i stand til at gå i snor med et menneske. Det fungerer jo bare ikke. Derudover gik personalet tur med dyrene, bl.a. en jaguar, wombat og dingoer. Det ødelægger lidt Steve Irwins ry i vores øjne. Alle ved at disse dyr er farlige, måske ikke wombat’en, men jaguaren, tigerne og dingoerne er! Dyrene er pæne at se på, så vi fik også knipset en del billeder, men øv altså! Vi så dog et populært show med en stor krokodille, og dér virkede det som om de havde lidt mere respekt for dyret end de andre. Beklager endnu et billedespam, men det var nogle fine billeder og jeg kunne ikke udvælge haha.

Pensionist-byen: Hervey Bay

I lørdags landede vi i Hervey Bay, som kan beskrives med få ord: Pensionist og havneby!
Inden Hervey Bay og i selve byen kan man finde reklamer O.V.E.R.A.L.T. med pensionist ting, det kan bl.a. være finasielt, bolig, og bla bla. Der er hvertfald mange af dem. Jeg synes pensionister er noget af det bedste i verden, men man kan godt mærke tempoet falder meget i sådan en by. Supermarkederne/ butikkerne lukker tidligt, for hvorfor skulle de have åbent når pensionisterne alligevel sover om aftenen haha. Nå men. Havnen var super hyggeligt! Men en enkelt ting der gør det øv er, at man IKKE kan komme ned og gå på broerne ved bådene, med mindre du har din egen båd. I Danmark kan vi jo gå ned og kigge tæt på bådene, det er altså ikke muligt her. Det var ret øv. Men vi kom ud på en 800 meter lang bro hvor der stod fiskere hele vejen til enden. Vi kunne også se at der var virkelig mange fisk under broen. I enden af broen prøvede de at fange kæmpe fisk, det er hvertfald hvad vi går ud fra, for deres “mading” til fiskene var en kæmpe rokke. Ok kæmpe og kæmpe er måske ikke ordet, men hvertfald større end en middagstallerken. Vi så kun nogle der fangede små fisk ellers ikke nogle.
Om aftenen blev himmelen fyldt med kæmpe flagermus igen. Vi troede vi så mange sydpå, men intet i forhold til her. De flyver oftest i store flokke, og vi har nok set i omegnen af 1000. Men hvem kan overhovedet bedømme det? Vi aner ikke hvor mange der var, hvertfald mange! haha. Der var også et par enkelte der fløj helt tæt på os, så vi kunne se dem helt tydeligt. Måske et par meter fra vores ansigter. Og de er MEGET store! Jeg synes jo det er helt fantastisk at opleve, og jeg bliver helt begejstret over det. Jeg tror Benjamin synes jeg var lidt underlig fordi jeg blev så ekstatisk haha.
Fra juli – november kan man også se kæmpe hvaler, så jeg har sagt til Benjamin at vi må tilbage igen imellem det tidspunkt, for dét gad jeg godt opleve!

Australia day i Rockhampton

Nu er vi kommet til Rockhampton, eller okay, vi har været her 1 enkelt overnatning og har 1 tilbage inden vi sætter kursen mod Mackay. Vi ankom ret sent igår aftes, så den stod bare på tennis på fjerneren og noget kedelig mikroovns mad.
Idag er Australia Day som er Australiens nationaldag. Vi havde kigget en del på hvad vi skulle lave, bare det forkerte sted. Vi troede vi ville være i Mackay idag, men måtte lige dobbelttjekke datoerne, og vi er altså i Rockhampton. Nå, men det skulle vidst være fejringen af det første skib der kom i land i Australien i år 1788. Derfor er det en officiel helligdag her. Vi startede dagen i botanisk have, som også indebærer en gratis zoo. “Jamen I kan jo ikke lide at være i Zoo, så hvorfor gør I det igen??” tænker I nok 😉 Men okay, det var SMÅT og hurtigt overstået. Ikke så meget hurlumhej. Jeg fik dog et fint kompliment af en far derinde, så alt godt haha.
Derefter tog vi til byens højdepunkt på dagen, en park kaldet Cedric Archer Park. Her skulle der være fest tænkte vi! Da vi ankom var der børn overalt, og gæt hvad mere: pensionister. En masse sjov underholdning, dog KUN for de her børn og pensionister. Vi holdt til ca. 2 timer som indeholdt taler, digtoplæsning, stepdans, square dance, og “wild day” for børnene der kunne vinde præmier. Der er ikke rigtig noget at lave udover i denne by, ikke engang en strand fordi det ligger en del inde i landet, så vi tog hjem ved en 16-17 tiden og så Federer spille kamp haha. Fantastisk Australia Day 😉
Til gengæld kan jeg vise jer et billede af hundemad – for i Woolworth (en stor supermarked-kæde a la’ Føtex) sælger nemlig hundemad på køl. Ikke hvilken som helst slags, der er nemlig både hakket oksekød, lever stykker, m.m. Det er næsten lidt ulækkert, haha.

Men som sagt tager vi til Mackay imorgen. Jeg mener vi har 4 nætter der? Så må vi se hvad de byder på. Jeg har prøvet at lokke Benjamin med ind og se La La Land, men han er ikke helt hooked endnu. En lille side note – så så jeg min første LEVENDE kænguru i det fri på vej til en af byerne (jeg husker ikke hvilken). Den sad lige så stille og spiste græs i en skov 🙂

Hallelujah hvis du nåede hertil, det blev vidst et langt indlæg 😉 God aften!

// Michelle

1
Skriv en kommentar

avatar
1 Comment threads
0 Thread replies
0 Followers
 
Most reacted comment
Hottest comment thread
1 Comment authors
Pia Recent comment authors
Pia
Gæst
Pia

Håber det går godt nogle gode billeder har i været ude og dykke vi ses jo snart kram mor pi